www.flickr.com
items in Hanevang More in Hanevang pool

lørdag den 27. august 2016

Nyhedsbrev - Sommer 2016

Kære alle i Hanevang

Det er ikke så ofte der kommer nyheder fra foreningen – men det betyder ikke at der ikke sker noget :)
Så hermed lidt info om hvad der rører sig (og har rørt sig) i 2016:

Fællesarealer


På forsøgsbasis slåes fodboldbanen nu hver uge i sæsonen, til gengæld får fællesarealet bag labyrinten lov at stå i eng, som oprindelig planlagt – lidt småjusteringer har været nødvendige bl.a. ved stien mellem Præstegårdsheden og Hanebuen, samt flere klippede stier i ”engen”.
Ændringen er omkostningsneutral, og afspejler (forhåbentlig) lidt bedre foreningens behov og brug af arealerne – ellers hører vi selvfølgelig gerne fra jer! Og gode idéer til arealerne modtages gerne! Vi vil gerne holde arealerne attraktive og inspirerende, så vi sikrer en masse liv og aktivitet i området – unge som gamle!
For enkelte grundejere betyder det at græsset på den anden side af egen hæk nu muligvis skal slås, hvis man ikke vil have højt græs op af hækken – det er ikke noget foreningen vil stå for, på lige fod med at man selv ukrudtsbekæmper fortove langs eget skel osv. (hint hint :))

Arbejdsdag 21/5-2016


God dag med mange af de ”sædvanlige” opgaver løst som lugning, udlægning af barkflis, osv – der blev diskuteret en del omkring fremtidig anvendelse af fællesarealerne, og det blev foreslået om der kunne bygges en shelter på den del af fællesarealerne der nu står i eng, ca. der hvor den gamle bålplads lå (dog lidt tættere på æblehækken) – dette er vi ved at undersøge, samt få priser på.
Bestyrelsen har vurderet at der ikke er tale om en ændret anvendelse af fællesarealerne, da samme sted tidligere har været anvendt/tiltænkt som socialt samlingssted, dog uden den store succes. Derfor vil det ikke afvente en generalforsamling for at dette kan gennemføres. Der tages selvfølgelig hensyn til landskabet, og den vil så vidt muligt blive ”integreret” ind i en skråning, og evt. få græs på taget samt afskærmende beplantning.
Forventningen er at en shelter bedre vil kunne tiltrække lidt hyggeligt samvær, samt give områdets børn mulighed for at overnatte i det fri, og stadig være i ”trygge rammer”.
Måske bygger vi den allerede på næste arbejdsdag – som er 10/9-2016 – mere info følger!!

Sommerfest


Stor tak til Niels for at gribe faklen med festen i dag, d. 27/8! Vi ser frem til god dag og aften, og glæder os over at Niels også har sørget for godt vejr :) Hvis du har mod på at deltage i næste års festudvalg, så meld dig gerne på banen til bestyrelsen.

Landbrugsbyggeri – indklaget til Miljø- og Naturklagenævnet


Da klagen til kommunen ikke gav noget resultat, valgte vi også at indklage sagen til Miljø- og Naturklagenævnet, med samme overordnede fokus som klagen til kommunen, dog lidt mere specifikt omkring vandmiljø. Desværre skete der en fejl omkring betalingen af et klagegebyr, som derfor først var nævnet i hænde dagen efter fristen – på trods af diverse henvendelser, betød det at klagen blev forkastet. Øv. Men tak til dem der har klaget privat, på trods af at det var forbundet med omkostninger.
Vi følger naturligvis stadig sagen i bestyrelsen!

Trafik på Hanehøjvej


Bestyrelsen har en skrivelse til politimesteren i Aalborg under forberedelse, grundet den relativt store trafikbelastning (efter vores vurdering), samt trafik med tunge køretøjer  på en lille vej med dårlige visuelle forhold, og mange bløde trafikanter pga. ”skoletrafik”.
I første omgang er ønsket at få lukket Hanehøjvej for gennemgåede tung trafik indenfor 40km/t-zonen.

Sidst men ikke mindst, så er mailing-listen for Hanevang er nu endelig 100% opdateret og komplet (ihvert fald sidst vi tjekkede)! Det er vist første gang i foreningens historie at dette er lykkedes, så husk venligst at give besked til bestyrelsen hvis du skifter mailadresse – der findes et mail-alias der hedder bestyrelsen@hanevang.dk, som kan bruges til alle former for henvendelser, ris/ros, idéer, m.m.  til foreningen/bestyrelsen. Husk også at vi har en Facebook-gruppe som kan bruges til alt muligt – ikke mindst ”formel” info fra foreningen, som dog også kommer på www.hanevang.dk, samt kommer rundt på mail.

Med ønsker om en god sen-sommer

Bestyrelsen, Hanevang

OBS: Næste arbejdsdag er 10. September, så sæt allerede kryds i kalenderen nu!!

tirsdag den 17. maj 2016

Arbejdsdag lige om hjørnet! Lørdag d. 21/5-2016 fra 10-14

Hej Hanevang

Som Mads slog op på Facebook tidligere på året (det er vist der de fleste følger med..), så er året første arbejdsdag ved at nærme sig - det er på lørdag, fra 10-14, og vanen tro er der lidt forplejning undervejs!



Vi sørger for (eller rettere sagt håber på!!) godt vejr og godt med opgaver! Så mød op og mød din nabo, gør en indsats for at holde foreningens arealer flotte og indbydende, og få lidt rabat på kontingentet til foreningen.

Har du ikke mulighed for at deltage, men har lyst til at give et nap med alligevel, så kontakt Kenni Wigh-Thomsen - så finder vi en opgave der kan løses på egen hånd efter arbejdsdagen.

Vel mødt!

tirsdag den 1. marts 2016

Indkomne forslag til generalforsamlingen 2016

Kære alle
Fristen for forslag til afstemning udløb i går - og der er sandelig kommet et enkelt :)smile-humørikonDet vil også blive lagt på foreningens Facebook-side.


forslag

søndag den 28. februar 2016

Årsregnskab 2015

Kære alle i Hanevang
Vores årlige generalforsamling nærmer sig, og regnskabet for 2015 ligger klar fra revisorerne - der skulle gerne være adgang hvis du trykker her
I indbydelsen kom vi til at skrive at evt. forslag skulle være bestyrelsen i hænde senest d. 22. februar - det var vist lige tidligt nok i forhold til at generalforsamlingen først er d. 7. marts, så der er frist til i morgen, mandag! 
Indkomne forslag vil blive lagt op her, samt på hanevang.dk.

Håber at se mange af jer d. 7!

torsdag den 21. januar 2016

Opfølgning på møde ang. miljøgodkendelse af husdyrbruget Hanehøjvej 36

Kære alle i Hanevang

Søndag d. 24 nærmer sig, og vi håber at mange af jer vil møde op og give jeres mening til kende. Vi har allerede fået rigtig mange henvendelser fra jer, og de bekræfter at et stort flertal i foreningen står bag et fælles høringssvar. Heldigvis vil mange af jer også indsende et privat høringssvar!

Vi har forsøgt at samle nogle af argumenterne i et udkast til høringssvar, og det er dette oplæg vi vil tage udgangspunkt i på søndag. Vi kan desværre ikke få alle jeres argumenter med uden at det bliver uoverskueligt, men vi justerer meget gerne argumenterne ud fra foreningens ønsker, således at vi får lagt mest vægt på de "tungeste". 

Inden mødet vil det være en fordel hvis man kan finde en time eller to til at gennemgå miljøgodkendelsen som der tidligere er linket til - den indeholder masser af god information som kan gøre dialogen mere saglig og konkret. Men det er naturligvis IKKE en forudsætning for at møde op. 

Vi håber at se så mange som muligt af jer på søndag i Himmerlandsstuen på Kulturstationen kl. 14.00! Da vi ikke ved hvor mange der kommer, er forplejning lidt en "joker", men hvis I vil være på den sikre side, så tag en kande kaffe med :)

Vel mødt,
Bestyrelsen

Link til udkast til høringssvar: Udkast til høringssvar

torsdag den 14. januar 2016

Opfølgning på tidligere skrivelse ang. Miljøgodkendelse af husdyrbruget Hanehøjvej 36, Ottruphuse, 9520 Skørping

Til beboerne i Hanevang
Som opfølgning på tidligere skrivelse ang.
Miljøgodkendelse af husdyrbruget Hanehøjvej 36, Ottruphuse,
9520 Skørping
Se også materiale på link.
Vi har i bestyrelsen valgt at arrangere et møde, hvor alle kan møde op, og komme med deres holdninger og input, til et evt. fælles høringssvar fra grundejerforeningen.
Det afholdes søndag d. 24. Januar kl. 14.00 i Himmerlandsstuen på kulturstationen.
Er man forhindret i at komme, er man velkommen til at sende input til bestyrelsen@hanevang.dk, ellers må man meget gerne sende sin tilkendegivelse, om man bakker op om, at grundejerforeningen skal skrive et fælles høringssvar mod en godkendelse, eller ej.
Det er vigtigt at et evt. høringssvar tilgodeser flertallet i foreningen.
Hvis det er muligt fremsender vi et udkast til et høringsvar inden mødet.
Uanset opfordrer vi alle, der har en holdning til sagen, om selv at skrive et høringssvar.
Vel mødt.
Mvh. Bestyrelsen

tirsdag den 12. januar 2016

Kæmpe industrielt landbrug i "baghaven" af Hanevang

Kæmpe industrielt landbrug i "baghaven" af Hanevang

Nord for Præstegårdsheden, ud af Hanehøjvej, er et staldprojekt skudt i gang og er nu sendt i høring blandt berørte "naboer". Alle i Hanevang burde i den digitale postkasse have modtaget brev fra Rebild kommune med navn:

Miljøgodkendelse af husdyrbruget Hanehøjvej 36, Ottruphuse,
9520 Skørping

Brevet henviser til en miljøgodkendelsesrapport om ovenstående byggeri:


Vi vil fra bestyrelsen gerne opfordre til at se nærmere på omfanget af byggeriet (i materialet), og ikke mindst billederne s. 30 samt oversigtskort som viser, hvordan "vores" udsigt kan blive påvirket af et byggeri med en samlet højde på 22-23 meter over terræn og en bredde på 190 meter - som tilmed bliver løftet af det stigende terræn. De planlagte stalde er placeret øst/vest, og vi vil derfor få fornøjelsen af at kigge ud på en 190m bred væg og tagflade - ØV!

På foreningens vegne vil vi gerne reagere/gøre indsigelse på et sådant byggeri. Vi er af den helt klare overbevisning, at sådan en "fabrik/industri" ikke er en gevinst for vores område og landskab - for nogen har netop omgivelserne jo været en kraftigt medvirkende faktor til at slå sig ned i området.  
Vi vil i den forbindelse gerne høre forskellige meninger om, til projektet, og gerne meget konkret, således at vi er sikre på at have foreningens opbakning til en indsigelse.

Vi håber samtidig at flere af jer, såfremt I mener der er grund til at gøre indsigelse, vil indsende personlige indsigelser, da det kan give flere synsvinkler, og et mere klart budskab om viljen til at bibeholde det flotte landskab.

Tidsfristen er temmelig stram, og vi er derfor ved at udarbejde et udkast - men vi hører meget gerne fra jer!

Vi er nemmest at fange på mail: bestyrelsen@hanevang.dk

(og husk at du kan skrive til de fleste af dine naboer på PHx@hanvang.dk, HBx@hanevang.dk eller HSx@hanevang.dk (erstat “x” med husnummer) - hvis du IKKE har et fungerende mail-alias i foreningen, så skriv til bestyrelsen!)

Med venlig hilsen

Bestyrelsen i Hanevang