www.flickr.com
items in Hanevang More in Hanevang pool

mandag den 14. september 2015

Arbejdsdag d. 26/9-2015 fra 10-15

Hej alle

Så er der snart arbejdsdag igen, nemlig lørdag d. 26/9 kl. 10-15 (som tidligere udmeldt omkring "Vigtige datoer i 2015"). Vi mødes som sædvanlig på legepladsen, og bestyrelsen sørger for en arbejdsplan, forplejning og materialer. I medbringer bare godt humør og lidt haveredskaber!

Vel mødt :)

tirsdag den 2. juni 2015

Opfølgning på indlægget om rotter

Kære Hanevang

Susanne fra PH21 har gravet lidt i rotte-problemet, og har fundet en spændende (mulig) løsning - og lidt ekstra dyreliv skader jo ikke :) Altså så længe det ikke er rotter!

Er der nogen der har erfaring med den slags? Byd gerne ind - det kunne jo være fint om det kunne realiseres.

Mvh
Bestyrelsen

---------- Videresendte meddelelser ----------
Fra: uglekasse@uglekasse.dk <uglekasse@uglekasse.dk>
Dato: 23. maj 2015 kl. 08.25
Emne: SV: uglekasser i villakvarter?
Til: Susanne Poulsen


Hej Susanne.

Det kan godt lade sig gøre. Chancen kommer selvfølgelig lidt an på hvordan området er. Store træer og frie områder er vigtigt, for det går selvfølgelig ikke at hænge en kasse 3 meter op i en ligusterhækshave.
Men her på vores vej som er i et ældre villakvarter har vi haft natugler boende selvom vi faktisk ikke lige har de optimale betingelser.
Men du kan jo se på det som jeg tit gør: der sker jo ikke noget ved at hænge en kasse op... specielt hvis I hører ugler i området. Tag evt et par billeder med en mobiltelefon af område og de steder du kunne forestille kunne være oplagte og send til mig.

Mvh Nikolaj/Uglekasse.dk

----- Reply message -----
Fra: "Susanne Poulsen"
Til: <info@uglekasse.dk>
Emne: uglekasser i villakvarter?
Dato: fre., maj 22, 2015 20:37

Hej Nicolaj Sonne.
Jeg bor i et nyere villakvarter i Skørping med marker og skov i baghaverne, ja sågar et vandhul på fælles arealet. Mit spørgsmål er nu om vi kan opsætte et par ynglekasser til ugler i nogle af de høje træer, der omkranser området. Selvfølgelig findes der mus sådan et sted vi har valgt at bo, men også rotter, og jeg har læst, at et ynglende par fortærer mellem 4-5.000 rotter og mus årligt, så ud over at kunne følge uglerne kunne vi bekæmpe plagerne. Jeg synes det ville være en super ide, men inden jeg går videre med den, skal jeg lige vide om det overhovedet lader sig gøre at lokke uglen til et villakvarter.

Venlig hilsen

torsdag den 21. maj 2015

Rotter

På Hanevangs generalforsamlingen i marts 2015 snakkede vi om problemer med rotter. Der er flere steder (såvel inde som ude) observeret rotter - hvilket er et meget stort problem.
Vi lever i et forholdsvist "lille" samfund, hvor vi - og ikke mindst børn og barnevogne - færdes ude. Rotter er et dyr som normalt lever i kloakken, og derfor er risikoen for, at rotter tager bakterier/smitte med op i "vores" samfund - meget stor. Rotter gør ofte meget stor skade på ting ( bl.a. huse, isolering, installationer) i det område de færdes i - de kan kort sagt bide sig igennem alt - og gør det, hvis de får muligheden herfor. Rotten kan passere et hul på størrelse med en to krone, og kan derfor være næsten umulig, at holde ude.
Vi har i bestyrelsen snakket om problemet med rotter, og har derfor haft besøg af en rottefænger fra firmaet Skankill. Rottefængeren undrede sig først og fremmest meget over, at et "nyere" område, som vi bor i, kan være tilholdssted for et skadedyr som rotter ( bl.a. fordi kloaknettet er konstrureret efter nutids gældende regler, og ikke burde have skader)
Da han blev opmærksom på, at der flere steder holdes dyrehold i form af bl.a. høns, gav det mere mening for ham. Høns og - til dels kompost med spiseligt affald - er, som han siger, en "rottemagnet"
Han understregede, at det at holde høns, og samtidig holde rotter væk, kan være meget svært. Rotterne spiser og drikker ganske simpelt inde i hønsegården. At lave en "rottelukket" hønse-og andre former for dyregård med styr på foder og vand, er svært, men formodentlig det der skal til, for at holde rotter væk. Det rotterne kort sagt søger, er vand og mad.
Hvis man observerer rotter, har man pligt til at kontakte kommunen, som vil sende en rottefænger. Kommunen handler først, når der er observeret rotter, og forebygger derfor ikke problemet, da vi bor i byen, og ikke i landzone.
Vi fra bestyrelsen henstiller til, at man sætter sig ind i, hvad det kan betyde at være plaget af rotter, samt - vigtigst af alt, at man tager de forholdsregler der skal til, så vi i fremtiden så vidt muligt ikke skal have rotter i vores område. Alternativet kan være, at vi i foreningen skal arbejde på, at ændre vedtægterne, så eventuelle dyrehold ikke er en mulighed i hanevang.
Med hilsner
Bestyrelsen
(kopi af opslag på Hanevangs Facebook-gruppe)

onsdag den 20. maj 2015

Kontingent 2015

Hej alle

Der er blevet sendt mails vedr. opkrævning af kontingent til grundejerforeningen.
Har I ikke modtaget nogen mail, kan I kontakte mig.

Samme besked er tilføjet Facebook gruppen Hanevang.

Mvh
Yannick Guesdon (Hanesvinget 2a)

mandag den 4. maj 2015

Referat af Generalforsamling + regnskab og lidt nyt fra foreningen

Hermed referat fra generalforsamlingen: Generalforsamling 2015 samt regnskab for 2014: Regnskab 2014

Det var en lidt sløjt besøgt generalforsamling i år - udover 3 medlemmer af bestyrelsen, var der desværre kun deltagelse fra 3 husstande i foreningen! Det var der to gode ting ved:

  1. Der var rigeligt med øl og vand! Ingen fare for at gå tør...
  2. Det tog ikke ret lang tid, selvom det var rigtig hyggeligt...

Der skulle vælges nye medlemmer til bestyrelsen (minimum 1), og det er jo en udfordring med så få mulige kandidater - og det betød et temmelig stort pres på de fremmødte! I kan se den nye bestyrelse her på siden, under fanen "Bestyrelsen".

Vi håber fra bestyrelsens side at det er et udtryk for at i synes foreningen kører tilfredsstillende, men vi så nu alligevel gerne at der dukkede lidt flere op - det er et godt forum at få vendt hvilken retning foreningen skal bevæge sig i, og vi vil gerne høre jeres mening!

Så hermed et lille "opråb" om at møde op på næste generalforsamling - og selvfølgelig også på vores arbejdsdage!

Vigtige datoer i 2015:


Søndag d. 31/5 kl. 10-15: Arbejdsdag - vi mødes på legepladsen, og bestyrelsen sørger for en arbejdsplan, forplejning og materialer. I medbringer bare godt humør og lidt haveredskaber!

Tirsdag d. 23/6 kl. 18: Skt. Hans aften på legepladsen - ganske uformelt og hyggeligt! Mere info følger (der er allerede lagt lidt på vores Facebook-side)

Lørdag d. 22/8 kl. ??: Årets brag af en Hanefest :) Mere info følger...

Lørdag d. 26/9 kl. 10-15: Arbejdsdag - vi mødes på legepladsen, og bestyrelsen sørger for en arbejdsplan, forplejning og materialer. I medbringer bare godt humør og lidt haveredskaber!

onsdag den 22. april 2015

Ny bestyrelse og festudvalg.

Den nye bestyrelse har konstitueret sig. Held og lykke til dem!

Der er også nedsat et nyt festudvalg - vi glæder os til jeres aktiviteter :-)